Indretning af babyværelse

Min søster, Sabrina, skal have en lille dreng i juni. Ligesom hun altid har været meget tæt på mine piger, glæder jeg helt vildt til at blive moster, og derfor var jeg ellevild, da hun spurgte mig, om jeg ville indrette børneværelset.

Vi bor nærmest dør om dør med hinanden, så det har været nemt for mig at bruge nogle af mine ledige stunder på at arbejde i hendes lejlighed. Nu er jeg endelig færdig, og kan vise resultatet frem. 

 

Sengen

Min datter Filippas første seng, som hendes fætter nu får lov at låne, er blevet sprøjtemalet, og fremstår næsten ny. Det gamle udtryk er dog bevaret.

Det er en Junoseng, også kaldet Lille Per-seng efter filmen af samme navn.

Sengehimlen er fra Søstrene Grene i mintgrøn og passer godt til den grå væg. Malingen hedder “Lady Pure Colors” og kan varmt anbefales – den er flotte i farverne og utrolig nem at arbejde med.

Sengelampen, som forestiller en sky, er fra Ferm Living.

Bogstaverne over sengen er fra Villavejen.dk.

Puslepladsen

Puslebordet var noget af en udfordring. Der måtte en større jagt i gang, for der skulle både tages hensyn til funktionalitet, økonomi og udseende. I starten ledte vi bare efter en kommode med plads til tøj og en pusleplads oven på. Men de fleste løsninger blev for klodsede og så for rodede ud. Derfor valgte vi den åbne løsning og fandt på noget andet til opbevaring af tøjet (se tøjskabet lidt længere nede på siden).

Valget faldt på dette fine puslebord fra Done By Deer med hvid overdel og træben, der bryder det hvide på fineste vis. Når min nevø bliver lidt større, kan puslepladsen afmonteres, og man har en fin reol med plads til legetøj.

Over puslepladsen har jeg hængt et spejl formet som en sky. Så kan den lille fyr ligge på maven og se sig selv, mens han får trænet rygmusklerne. Endnu en lampe fra Ferm Living, formet som en luftballon, hænger og giver et dæmpet lys ved puslepladsen, så man ikke behøver at tænde for meget lys når der skal pusles om natten.

Tapetet er fra Ferm Living og hedder “Confetti Mint”.

Den åbne kommode/reol har Sabrina fået af vores mor. Den stod oprindeligt i vores forældres kolonihavehus, og er blevet malet og har fået fine nye ben fra Pretty Pigs. Kombinationen af hvid, træ og mint går igen og ses også på benene.

Tøjskabet

Der skal selvfølgelig også være plads til tøjet, og jeg kan røbe, at der allerede er købt en del til den lille mand. 

Til opbevaringen af tøj faldt valget på et skab fra Ikea, der hedder Ivar.  Det leveres i råt træ, men som man kan se på billedet, har jeg malet bjerge på det i samme farve som væggen i baggrunden.

De kobberfarvede cirkler på den umalede del af skabet er wallstickers fra Ferm living.

Der er valgt en stor fjerlampe til loftet for at give et blødt og behageligt udtryk.

Hvad værelset angår er vi nu klar til at hilse på den nye verdensborger. Desværre må vi væbne os lidt med tålmodighed, da der endnu er tre måneder til terminen. 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *