Cigarkassens forvandling

3. august 2020 overtog vi en cigarkasse af et sommerhus på 78 kvm på Spurvevej i Kongsmark Strand få hundrede meter fra Storebælt. Nærmeste større byer er Slagelse mod øst og Korsør mod syd. 

Det er et område, vi kender ret godt, da huset er vores 3. på 3 år. Vores første køb har vi beholdt og bruger flittigt i weekender med familien og i nogle af hverdagene som base for mine større møbelrenoveringsprojekter og Anders´ Corona-hjemmearbejde. Hus nr. 2 var også en cigarkasse, som vi renoverede og solgte igen, ligesom det 3. hus på Spurvevej forhåbentligt snart skal byde en ny familie velkommen. 

Huset var støvgrønt og havde små vinduer, der ikke slap ret meget lys ind i stuerne. 

Et sænket loft gjorde følelsen endnu mere dunkel indenfor. 

Og så havde flere års tobaksrøg ikke gjort noget godt for stemningen.

Huset var på alle måder modent til den helt store tur. Men der har vi været flere gange før, og godt bakket op af vores faste håndværkercrew gik vi i gang med at fjerne vægge, vinduer, det gamle køkken, badeværelset og de sænkede lofter. Det tager ikke ret lang tid at tømme sådan et hus, men Anders, som fik tjansen med at køre på genbrugspladsen, kan fortælle, at det koster mindst 15 ture med propfyldt varebil og 3 weekender, hvor affaldssortering lagde beslag på det meste af hans tid. 

Imens var jeg gået i gang med et endnu mere tidsslugende projekt: Maling af ALT træværk – både indvendigt og udvendigt. I runde tal er der smurt 100 liter maling  på vægge, lofter, udhæng, paneler og andre ting – altsammen med min stakkels højre hånd som eneste kraft. 

Noget af huset havde betongulv, mens andre dele have trægulv. Men over det hele lå der slidste, gamle gulvtæpper, som blev smidt ud.

Tømrerene lagde et flot nyt fyrtræsgulv, som blev slebet og lakeret til gavn for udseendet, men i særdeles også holdbarheden. Et lakeret gulv er langt nemmere at holde rent end nogle alternativer, vi kan komme i tanker om.

Over de sænkede lofter dukkede det originale loft med synlige spær op. Det var meget flottere, og efter en gang hvid maling, var hele rummet allerede markant mere moderne at se på. 

På billedet ses også nogle af de nye vinduer, vi har sat i huset. Vi valgte en “gulv-til-loft-løsning”, for det giver helt utroligt meget mere lys. Og hvem er ikke vild med dagslys?

Til højre kan se opdelingen mellem de to stuer. Her var førhen en foldedør, som vi har fjernet for at gøre det ét sammenhængende rum. 

Nye vinduer og døre har været en af de væsentligste grundsten i vores renovering. Et mørkt, trist hus er blevet til et lyst, moderne hus, hvor lyset strømmer ind fra de store vinduespartier og terrassedøre.

Hele facaden mod syd, som også blev vist på det første billede, er shinet gevaldigt om med sort og hvid maling og flotte glaspartier, som vi fandt hos Vinduesgrossisten til en meget fair pris. Alle glaspartier på billedet samt til soveværelset er købt for i alt ca. 18.000 kr. Vi havde undersøgt markedet grundigt, og der er ret stor forskel på både pris, leveringstid og dialog med leverandøren undervejs. Her vandt Vinduesgrossisten i vores lille sammenligning. 

Udover udgifter til vinduer og døre, skal selvfølgelig også sættes penge af til arbejdsløn til tømreren, som fjerner de gamle vinduer og skærer ud til de nye og monterer dem. Men det er stadig en overskuelig udskrivning sammenlignet med den kæmpe forskel, det gør for huset både indvendigt og udvendigt. 

En ny træterrasse foran den overdækkede terrasse udvider pladsen til udeliv – og ser godt ud, synes vi.

Køkkenet og badeværelset er nogle af de vigtigeste dele af et hus. Og i vores hus er begge dele helt nye. 

Køkkenet var tidligere placeret i et lille rum på 5-6 kvm., men er nu en del af den store stue. Vi byggede en væg op om køkkenelementerne midt i rummet, så det nu står helt åbent og klar til madlavning med hyggelig snak over et glas vin med resten af familien. Køkkenelementerne er fra Ikea med en bordplade fra det lokale byggemarked, som vi har olieret. Vi har valgt bøjlegreb i blankpoleret messing, som jeg fandt på nettet.

Badeværelset var min ilddåb med microcement. Der var fliser på gulvet, da vi overtog huset. De har fået et lag flydespartel og derefter 2 lag microcemt som pudses til sidst for at opnå det rå look med en glat overflade. Brusekabinen er bygget op med fliser, som går igen på bordet ovenpå badeværelsesmøblet. 

Ca. 3 måneder efter overtagelsen er huset klar til at blive solgt igen. Det er blevet lige, som vi havde håbet på. Men vi skal videre til nye projekter. På listen står ombygning af carporten i vores første sommerhus, der skal fungere som mit værksted og studio. Vi vil rigtigt gerne lukke siderne med nogle store vinduespartier med inspiration fra cigarkassen på Spurvevej. Og hvem ved – måske kaster vi os ud i endnu et sommerhusprojekt, når jeg lige har hvilet malerarmen lidt.

  

  

Dette blogindlæg indeholder reklame for Vinduesgrossisten, https://vinduesgrossisten.dk.